Christian Langballe om sport
Senest opdateret: 03 oktober 2011 Skrevet af Christian Langballe
Jeg har gået til fodbold i 30 minutter i mit liv. Så bad jeg min far om at køre mig hjem igen. Det har egentligt præget mit liv lige siden. Når der er landskamp, bliver jeg ikke forvandlet til en brølende Neanderthaler. Faktisk interesserer jeg mig ualmindeligt lidt for fodbold. Til gengæld synes jeg kunstskøjteløb er ret sejt. Mest kvindeligt kunstskøjteløb. Ud over superhelte siger mænd i trikot mig ikke meget. Men de tøser er fandme seje. Hvis de misser et spring, falder og pløjer ind i banterne med hovedet først, rejser de sig med det samme og færdiggør programmet, før de går ud og bliver behandlet for hjernerystelse og brækkede lemmer. På den måde er de næste lige så hårdføre som tyrefægtere. Ikke at jeg bifalder tyrefægtning, men jeg har da set et par eksempler på, at tyren har haft fat i den lange ende. Efter at toreadoren er blevet molestreret godt og grundigt at den olme tyr og nærmest har tarmene hængende ud af maven, rejser han sig alligevel op og nakker tyren, inden han går ud og dør. Den slags dedikation ser man ikke i fodbold. Jeg har tit spekuleret på, om man rent faktisk lærer små fodboldspillende drenge at være tøsedrenge, som partout skal smide sig og tude i 10 minutter, bare de slår sig en lille smule. For det er da godt nok det, deres forbilleder gør i fjernsynet. Selv når de selv smider sig uden at være blevet ramt af noget som helst, skal de helst tude lidt. Måske skulle man indføre småkager eller tudekiks til fodboldkampe?
