Christian Langballe om terrorisme
Senest opdateret: 18 februar 2015 Skrevet af Christian Langballe
Hvis man nu foretog følgende tankeeksperiment. Jeg befinder mig i Randers midtby (ikke urealistisk men bær over med mig) Jeg går hen til den her høje, bredskuldrede fyr (altså ikke ham i spejlbilledet i butiksruden men sådan en tatoveret fyr med flammer op af halsen og mord i blikket.) Jeg råber til ham "Jeg forestiller mig, at din kæreste er megagrim, og at din mor ligner en liderlig bjergged". I det øjeblik udøver jeg min ytringsfrihed. Jeg foretager mig ikke noget injurierende, racistisk eller blasfemisk. Det er naturligvis politiets opgave at passe på mig. Og ham grobrianen kan jo bare ripostere med en lignende verbal bredside. Er de tæsk, jeg med sikkerhed ville få, min egen skyld? Eller er de et udtryk for, at man selv med ytringsfriheden på sin side godt må udvise almindelig anstændighed eller bare omtanke? Jeg ville være i min gode ret. Og Grobrians overfald på mig ville være strafbart og utilgiveligt. Men er det klogt af mig at sige sådan til ham? Eller er jeg bare i den situation et fjols?
Ytringsfrihed er ikke det samme som pligt til at fornærme folk. Du har ret til det. Men du har ikke pligt til det.
Og jo, jeg er ligeså forfærdet over weekendens begivenheder som alle mulig andre. Men jeg er ikke grebet af frygt. Der sker mange hændelser i Danmark som er ligeså grusomme som angrebene i København. Hvis fem mennesker bliver dræbt i trafikken, så bliver der ikke indkaldt til massedemonstration med sange, taler og minutters stilhed. Istedet kan man downloade apps, der viser hvor politiets fotovogne er, så man kan fortsætte med at køre som idioter. Jeg giver sgu da heller ikke have fartbøder. Nej for fanden. Selv når forældre dræber deres børn i jalousi stimler der ikke 40.000 mennesker sammen. Et par hundrede måske. Men ikke tusindvis.
Perspektiverne i denne her sag er, at polariseringen vokser. At politikere på begge sider af det politiske spektrum slår plat på en sørgelig situation. Og i nøje kalkulerede forsøg på at fiske stemmer og udvise handlekraft er villige til at give køb på vores frihedsrettigheder, selvom det ikke vil virke mod ensomme ulve som Omar El-Hussein, ligesom de ikke ville have hjulpet mod Breivik.
Risikoen for at en almindelig dansker omkommer som følge af "terror" er astronomisk lille. Det er langt mere sandsynligt at blive pløkket af politiet, dø i trafikken, få hjertestop og kræft eller få en tagsten i hovedet, end det er at blive ramt af terror. Så måske skulle nogen få noget perspektiv i debatten. Der er ingen undskyldninger for vold og drab. Der er forklaringer. Efter Charlie Hebdo sagde flere ledende politikere, at vi ikke skulle forsøge at forstå terroristerne. WHAT! THE! FUCK!?! Det er det mest idiotiske, jeg længe har hørt. Forståelse er ikke det samme som billigelse. Eller accept for den sags skyld. Men hvad nu hvis vi fejede for egen dør og erkendte, at et århundredes vestlig indblanding med krige, støtte til despoter og kolonialisme i den arabiske verden måske har haft en betydning, så kunne vi måske begynde at få vendt nogle desperate befolkningers vrede og gennem generationer opsparede had til fremgang og demokratisk forståelse. Mange vil kalde denne holdning naiv. Men vold avler vold. Og noget må gøres, for den vej vi er slået ind på, leder ikke til en bedre verden.
Christian Langballe
Billedet er af Leila Khaled, en kvindelig palestinensisk flykaprer, som blev berømt og beundret på venstrefløjen i 70'erne, men som ikke desto mindre var en terrorist.
