Christian Langballe om København

Skrevet af Christian Langballe

Jeg ved godt, at følgende udsagn kan virke provokerende på mange, men jeg min begejstring for rigets hovedstad er faktisk til at overse. Jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til København. Mange bekendte tog springet fra Jylland, Randers, Århus til København og har aldrig set sig tilbage. Den vildfarelse har aldrig ramt mig. Min tolerancetærskel for KBH ligger i omegnen af 36 timer. Så gribes jeg at en nærmest religiøs længsel efter bølgende hvedemarker, gyllestank og frem for alt INGEN MENNESKER. Mange tror at jeg er utroligt ekstrovert. Men faktisk forholder det sig omvendt. Det er noget, jeg kan beslutte mig for at være. Men stilhed. Ro. Mine egne cirkler er klart at foretrække. (og selvfølgelig familien - that goes without sayin')

I skrivende stund sidder jeg på en Baresso på Strøget og betragter morgenmylderet nedenfor. Jeg har ingen trang til at være en permanent del af det. I min ungdom fravalgte jeg at søge ind på filmskolen (hvor sandsynligheden for at jeg var blevet optaget havde være forsvindende lille) alene af den grund, at jeg på ingen måde kunne overskue at bo i København. 

Jeg må så i samme åndedræt sige, at de mange jeg kender, som har taget springet, for de flestes vedkommende taler begejstret om byen. Storbypulsen går i blodet på dem. Det kan jeg sagtens følge. Jeg ville bare sagtens kunne få samme oplevelse i Århus. For samtidig med det bankende storbyhjerte, så har jeg altid fornemmet en form for fremmedgørelse i København. Hvis man ikke lader sig opsluge på byens præmisser, så risikerer man at gå til grunde - eller i hvert fald flytte hjem til Randers igen. Hvilket sikkert for mange er ganske det samme.

Christian Langballe