Christian Langballe om Lego

Senest opdateret: 18 december 2011 Skrevet af Christian Langballe

Da jeg var knægt, legede jeg virkeligt meget med Lego. Sammenlagt må det næsten kunne tælles i år af mit liv, som er blevet brugt på at bygge nye og federe ting. Hele tiden forbedre sit rumskib eller gøre ridderborgen endnu mere spektakulær. Faktisk var selve designprocessen det sjoveste. Legen bagefter med rumskibet var sekundær. Den varede for det meste kun, indtil en ny idé til en ombygning af fartøjet tog form. Det var ganske enkelt fantastisk. Jeg er slet ikke i tvivl om, at min kreative nerve er blevet stimuleret godt og grundigt på den konto. 

Nu var jeg ikke den eneste knægt i byen, som legede med Lego. Vi var nogle stykker, som havde samme forkærlighed for Legoens kreative velsignelser. Engang var vi henne ved en lidt yngre dreng, som havde den dyre Lego Monorail. Et Legosæt ganske uden for vores forældres formåen. Så det alene gav ham en del street-credit. Det vil sige, at han havde street-credit, indtil vi havde besøgt ham. For man måtte ikke lege med Monorailen. Han måtte lige akkurat trykke på kontakten, som fik toget til at køre rundt. Men modificere banen og ændre på bygningerne omkring den, kunne ganske enkelt ikke komme på tale. Det var nemlig tydeligt, at han ikke selv havde samlet den. Det havde hans forældre. Og de gad fandme da ikke bygge den igen, bare fordi nogle ældre drenge havde fået kreative ideer. Det havde de da på ingen måde tid til. Så vi sad og gloede på dette vidunder af et Legosæt med et tog, som kørte rundt og rundt. 15 minutter senere skred vi igen - og knægtens streetcredit lå i rygende ruiner. På den anden side, vidste han jo ikke, at man kunne andet med Legosættet end at trykke på knappen og glo på toget. Det var der jo ingen, som havde lært ham.

Jeg gad godt vide hvor mange Legosæt, der bliver bygget af irriterede forældre julemorgen, og så står som prydstykker på børnenes værelser, hvor de allernådigst får lov til at lege med dem, under streng supervision og med påbud om ikke at skille dem ad. Man skulle jo nødigt lære noget af sin leg med Lego. 

Heldigvis tror jeg nu bestemt, at de fleste køber Lego ud fra filosofien om at børnene skal udfordre deres kreativitet. Det er jo ligesom meningen.

Christian Langballe

Billedet er fra Wikipedia - for information om rettigheder klik her