Christian Langballe om jul og Elvis
Senest opdateret: 15 december 2011 Skrevet af Christian Langballe
Hvis nogle ikke skulle have opdaget det, så har en skør randrusianer bygget en kopi af Elvis Presleys hjem Graceland i Randers. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at være derude, men kører ofte forbi og tænker: "Hold da op. Det er så skørt, at det må fungere skide godt." Jeg har ingen anelse, om hvor godt det kører, men igår blev jeg gjort opmærksom på, at bagmanden Henrik Knudsen har inviteret enlige forældre og deres børn til gratis juleaften derude. I disse tider, hvor fattigdom har været på dagsordenen i medierne, kunne det nemt tolkes som et billigt pr-stunt. Det tror jeg bare ikke, det er. De gange jeg har set Henrik Knudsen, har han brændt igennem som en ualmindelig mand, med hjertet på det rette sted. En glad jubelentusiast, som igennem hårdt vedvarende arbejde, har fået sin drøm om et randrusiansk Graceland gennemført. Ikke nødvendigvis fordi det var en god forretning, men fordi det var en fed ide. Derfor tiltror jeg ham alle gode intentioner, når han invitererer enlige forsørgere og deres børn til juleaften.
Hvis det ikke lige var fordi, det ville ødelægge juleaften for de indbudte, så burde Joachim B. Olsen næsten også komme forbi. Men det er jo ikke sikkert, at han ville kunne holde sig vågen til en hel aften i selskab med folk med få midler. Det kniber jo for ham på arbejdet, som man kan se på dette link. Men som sagt ville det nok ødelægge en god aften hvis han troppede op.
Tommelfingeren op for et godt initiativ.
Christian Langballe