Christian Langballe om Holger Bech Nielsen
Forleden havde jeg fornøjelsen af at opleve Professor Holger Bech Nielsen afholde en festforelæsning om jagten på de grundlæggende naturlove. De fleste har vel på et eller andet tidspunkt set den karismatiske og måske en anelse excentriske professor fortælle om superstrenge og babyuniverser i fjernsynet. Jeg kan forsikre om, at han er en fantastisk oplevelse live.
Nu skal jeg selvfølgelig ikke på nogen måde give indtryk af, at jeg forstod ret meget af indholdet i forelæsningen. Det var tydeligvis på et højt fagligt niveau. Jeg havde selskab af en af mine venner, som underviser i fysik på gymnasieniveau. Han var godt med...et stykke af vejen. Men på et tidspunkt måtte selv han give fortabt. Det ødelagde nu ikke hans begejstring for oplevelsen.
Holger Bech er jo et geni på den gode gamle måde. Man er ganske enkelt ikke et øjeblik i tvivl om, at hans hjerne er i stand til at forstå uhyre komplicerede sammenhænge, som vi andre dødelige kun i glimt kan ane. Det var også det, der fascinerede mig ved oplevelsen. Jeg følger med i fysikkens fremskridt på et yderst populærtvidenskabeligt niveau. Jeg læser gerne Illustreret Videnskab og videnskabsblogs på nettet, så jeg vidste godt i forvejen, hvad LHC (Large Hadron Collider) var. Jeg vidste godt nok ikke, hvad hadroner var for noget, men det gør jeg nu...sådan da.
Holger Bech løftede med sin entusiasme og humoristiske forelæsning en lille flig af en gigantisk fascinerende verden, hvor selve naturens hemmeligheder aflures. I min verden er det sgu ret sejt. Det eneste man kunne have ønsket sig, var et enkelt bazinga fra professoren.
Christian Langballe
