Okt
29
2011

Christian Langballe om bræk

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

Joachim b_olsen

Jeg synes nærmest, at det er synd for Joachim B. Olsen. Han har åbenbart et sart helbred. Tænk sig at brække sig over, at nogle mennesker har empati nok til at ville sine medmennesker det godt. Det er selvfølgelig en helt urimelig holdning at have. Ganske kvalmefremkaldende. Nu må man jo også huske på, at Joachim er en stor mand, så når han brækker sig, går det sikkert ikke stille for sig. Jeg forestiller mig en form for projektilbrækning godt hjulpet på vej af hans muskuløse tilvirkning. Man ser nærmest for sig, at Joachim brækker sig, mens han står og taler med Simon Emil Ammitzbøl og rammer den lille fyr med en sådan kraft, at han pløjer henover gulvet på Christiansborg. Jeg lader lige det billede stå i to sekunder... Faktisk synes jeg at Joachims tilstand virker lidt bekymrende. Jeg tror ikke, det er helt naturligt at få så fysiske reaktioner på politiske modstanderes udtalelser om fattige menneskers forhold. Det bør bestemt undersøges. Så kunne lægen jo ved samme lejlighed tjekke hvilke vildfarelser, der får en kuglestøder til at lege politiker.

Idag udtaler Joachim sig til Ritzau, at han da gerne vil møde de "fattige", men så skal han også lige have deres økonomiske data først. Ja ja, man skulle jo nødig risikere at komme ud til nogle rigtige fattige, hvor man ikke ville kunne skyde skylden på deres frådseri og vellevned. Dem er der jo rigeligt af. Han udtaler også, at for ham er fattigdom en absolut størrelse. Det er ualmindeligt idiotisk. Selvfølgelig er fattigdom relativ. Hvis man har 10 kroner om dagen til at spise for, og et måltid mad koster 5 kroner, kan man spise to måltider. Hvis et måltid koster 20 kroner, kan man spise et måltid hver anden dag. Det er da ret indlysende. Jeg synes Joachim skulle prøve at leve en måneds tid under de vilkår, nogle af de fattigste i vores samfund lever under. Det vil i øvrigt nok have en indflydelse på hans brækfornemmelser. Det kan nemlig være lidt usundt at leve uden grøntsager og frugt, fordi budgettet ikke rækker. Så kan man godt få lidt rumlen i maven.

En ting er sikkert. Folket får de politikere, de har fortjent. Så i Joachim B. Olsens tilfælde, må man sige, at de folk der har fået ham, i særklasse har gjort det godt. Gad vide hvad de folk, der har stemt på ham, laver? Jeg forestiller mig, at det er lige dele parkeringsvagter og babysælfangere, der har fortjent Joachim. Godt gået folkens. Ikke for at pudse glorien, men jeg har fortjent Marianne Jelved. Der synes jeg nok, at jeg har fået noget mere kvalitet for min stemme. Desværre for de andre, så kan man først bytte sin folketingspolitiker om 4 år. Så god vind i sejlene fremover Joachim. Det skal nok blive godt.

Christian Langballe

(Billedet er hentet fra Liberal Alliances pressetjeneste - for info om rettigheder klik her )

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.