Okt
24
2011

Christian Langballe om helte

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

nh -_2_72dpi

Det er godt at have helte. Sådan nogle man ser op til og tænker: "Det var ligegodt utroligt, så godt de gør tingene." Nu tror jeg ikke rigtigt på krigshelte, så den slags "helte" handler det her ikke om. Nej jeg tænker på den slags mennesker, som man synes, har noget rigtigt på hjerte, også selv om man ikke rigtigt kender dem. Jeg har flere helte. For eksempel er Niels Hausgaard en af mine helte. Han har efterhånden i en menneskealder (eller så) spiddet højrefløjen og kapitalen, når den blev for vidtløftig uden af den grund at blive hellig, og altid med en selvironisk distance. Så er det også ret fantastisk, at han formår at blive ved med at være hylende morsom, når man tænker på, hvor meget humoren har udviklet sig siden Linje 3's 10 års jubilæumsshow. Selvom han gør det, han altid har gjort, så er det bare fantastisk. Han er en helt. Så har han jo også skrevet "Middelaldersangen" hvor Langballe, Krarup og Camre får et lag læsterlige verbale prygl. Det er kosteligt. Jeg vil dog advare mod at synge den for medlemmer af Tidehverv. De synes vist ikke, Niels Hausgaard er en helt. Men det gør jeg. Tydeligvis. 

 

Jeg kan ikke nævne alle mine helte her, men vil alligevel fremhæve endnu en af slagsen. Jakob Stegelmann er bare en helt. Han har i den grad formået at omfavne sin indre nørd og gøre det til sit adelsmærke. Jeg var engang til foredrag med Jakob Stegelmann i studenternes filmklub på Århus Universitet. Det var en fantastisk oplevelse. Han talte om kultfilm og viste eksempler på de mest obskure film, han havde samlet i tidens løb. Fortælleglæden og begejstringen for sit stof cementerede hans heltestatus i mine dengang unge øjne. Hans job rangerer på førstepladsen over fedeste jobs i verden - ja faktisk overgår det jobs som astronaut og mythbusters - begge jobs som er ret fede. Så når jeg underviser, forsøger jeg ofte at finde min indre Jakob Stegelmann og lade nørden udfolde sig i fuldt flor i udelt begejstring. Nørdpride forever! Så kan jeg forhåbentligt blive en helt i nogens øjne. Altså den slags, som har noget på hjerte og begejstret deler det med andre. 

Christian Langballe

(Billedet er et pressebillede fra Niels Hausgaards hjemmeside www.nielshausgaard.dk )

 

 

 

 

 

 

 

 

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.