Okt
22
2011

Christian Langballe om kirkekor

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 sct mortens_kirke

Tro det eller lad være, men trods mit ateistiske sindelag har jeg engang sunget i kirkekor. Det er ikke helt så fromt, som folk måske går og tror. Hvis du nogen sinde befinder dig til gudstjeneste i en større kirke og ungdomskoret jublende løfter deres englestemmer i lovsang af Herren, så tænk på denne historie.

Vi var jo unge. Hvad gør unge mennesker? De fester. Det gjorde vi også. Sæt 30 unge i gymnasiealderen sammen, og de holder en fest. Så søndag morgen mødte vi en time før gudstjenesten og sad med alkoholbombede stemmer, og forsøgte at holde op med at lyde så meget som fødselsdag på havneknejpen og mere som engle, der sang Guds lovsang. Mange sad med det blik, man får, når man virkeligt koncentrerer sig om at lade være med at fare over og kaste op i skraldespanden i hjørnet eller ned i organistens cembalo. Korets tilstand var sjældent genstand for ros fra organistens side. Alligevel endte vi for det meste med at gennemføre tjenesten til publikums tilfredshed. Herregud, kirketjeneren kom da engang i mellem med en besk kommentar, men hun hørte os jo hver søndag. I de flestes øren, var det englelyd fra himlen. 

For et kor er en gudstjeneste delt op i før og efter prædikenen. Vi havde nemlig mulighed for at trække os tilbage til korværelset, når præsten gik igang med at udlægge Herrens ord. Så lå vi på gulvet med hovederne på hinandens maver og forsøgte at bearbejde vores tømmermænd. Præstens ord kom godt nok ud i en højtaler i hjørnet, men det fortonede sig til en meningsløs mumlen, og kunne i øvrigt ikke på nogen måde konkurrere med de vigtige ting, vi fik vendt. Særligt lørdag aftens eskapader slog Guds ord på målstregen. Denne pause i gudstjenesten var af varierende længde. De fleste præster i kirken brugte 10-15 minutter på prædikenen, men særligt en var styg. Hun holdt uendelige prædikener. Vi kunne nærmest nå at få tømmermændene ud af kroppen på den tid, hun brugte på en prædiken. En gang talte hun i mere end 45 minutter, og der var koret tvangsplaceret nede i kirken, da orgelet var under renovering. Det var på alle måder en prøvelse at stå igennem. Mange bønner fløj til himmels, om hun dog ikke snart ville stoppe.

Når vi ikke gik i byen, holdt vi fester. Særligt sommerfesterne var legendariske. Vi tog i sommerhus, og som det ofte sker, når unge mennesker er i nærheden af en strand og har drukket alkohol, skulle vi bade - badetøj frivilligt naturligvis. Det var en himmelsk kombination af ungdommeligt frisind og alkoholens velsignelser. Det var jo nærmest dionysisk. Hov forkert religion - selvom den nu er noget mere tillokkende. 

Man kan heller ikke sætte 30 unge sammen, uden at folk begynder at blive kærester på kryds og tværs. Naturligvis skete det også i vores kor. Jeg skal spare for detaljerne, men dramaet kunne nogle gange overgå de amerikanske ungdomsserier, man så i eftermiddagsfjernsynet dengang.  

Så når man (hvis man da har de lyster) sidder og frydes over de unge stemmers jubelkor en søndag i kirken, så husk, at trods uskyldens rene klang så gemmer der sig en flok almindelige unge mennesker bag, som sikkert i det øjeblik står og tænker på lørdagens erobringer, eller om hende den søde nye alt mon har en kæreste? Min erfaring er, at Gud ikke spiller nogen særligt stor rolle, når man står deroppe ved orgelet og koncentrerer sig om at holde sandwichen, man fik på vej hjem fra byen, indenbords.

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.