Okt
17
2011

Christian Langballe om arbejdsløshed

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

amuwww 

Da jeg var færdig med gymnasiet indfandt virkeligheden sig med et brag! Slam! Der var virkeligheden. Og hvad er virkeligheden så? Det er det, at man ingen penge har. Så får ens idealer, om at ussel mammon ikke bør styre ens liv, ligesom et lidt mere tåget skær... Jeg var jo vokset op i et trygt hjem, hvor uddannelse blev betragtet som vigtigere end fritidsarbejde, så derfor havde jeg aldrig arbejdet for alvor. Jeg vidste faktisk ikke, hvordan man gjorde. Men jeg skulle jo have nogle penge, så jeg drog med bøjet hoved op på kommunen for at tigge om kontanthjælp. Hvilket nederlag. Her stod jeg. Nybagt student med verden for mine fødder, og så skulle jeg bede om penge af det offentlige. Jo jo da det kunne jeg da godt få, men så skulle jeg jo straks-aktiveres. Det var sådan noget man gjorde for de unge kontanthjælpsmodtagere. Det var skønt. Jeg skulle jo nødig have tid til at søge et arbejde, så jeg drog dagen efter op i den lokale fritidsordning og blev ung-i-arbejde der. Det var ubeskriveligt kedeligt. Sommerens studenterfester og Roskildefestival fordampede i erindringen som dug for solen i lyset af de timers kedsomhed, jeg udstod. Jeg var jo ikke en del af personalet. Jeg var gratis arbejdskraft. Den slags regner man jo ikke med. Man har jo ikke gjort sig fortjent til at være der. Man er blevet dem påduttet. Herregud, de kan da sige nej, men hvem siger nej til gratis arbejdskraft? Efter en måned flyttede jeg ind til storbyen Randers og gjorde karriere på AMU-kursus, hvilket dengang var redningsplanken for strandede studenter. 

Mandag morgen troppede vi op på AMU-centeret. Vi satte os i den afdeling af kantinen, hvor de andre håbefulde sad. Når de tilmeldte til kurserne var talt op, og de der ikke var mødt op talt fra, blev vi spurgt, om vi var interesserede i hjemmeservicekursus, truckcertifikat, Data1(tænd computeren), Data2 (sluk den igen), pædagogmedhjælperkursus og meget andet godt. Det var tider. For man fik 512 kroner om dagen i dagpenge for at være på AMU-kursus. Hvem kunne sige nej? Hvis jeg var på kursus 1 uge om måneden kunne jeg betale husleje og leve. Kursus i 2 uger gav råd til et par byture. Kursus i 4 uger og jeg var kongen af Storegade. Kurserne var fantastiske, men det bedste var Satelitten. En VUC afdeling på AMU, hvor man kunne genopfriske sine skolekundskaber. Det var vist nok tiltænkt folk, som var gået ud af skolen i 7. klasse, men 3/4 af deltagerne var nybagte studenter. Der kunne man læse en knaldroman på engelsk og godskrive det som genopfriskning af engelskkundskaber. Det var tider. Jeg arbejdede på en tegneserie i 4 uger, da læreren syntes, det var et spændende projekt. I uge 5 var hun blevet udskiftet af en knap så naiv person, som bare ikke kunne holde ud at se på, at jeg sad og tegnede. Rent faktisk var jeg nok den eneste, som havde en plan med det jeg gjorde og som lagde et stykke arbejde i min tid på Satelitten, men i bakspejlet kan jeg nok godt se hans pointe. Heldigvis blev mine bønner hørt og jeg blev fuldtidansat som pædagogmedhjælper...

Moralen med historien er nok, at idealerne må vige for ussel mammon, og at de tiltag, man iværksætter for de arbejdsløse, skal give mening, ellers bliver systemet udnyttet, hvor man kan. Jeg fik jo senere arbejde og betalte min del til samfundet, så mit usle nasserliv til trods, blev jeg jo en god samfundsborger, som endda har en mening om politik.

 

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.