Sep
23
2011

Christian Langballe om Gellerup Parken

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

Gellerupparken

Jeg har boet i Gellerupparken og det var fantastisk. Selvfølgelig var det ikke alt sammen en dans på roser. Nogle gange regnede det. Også når jeg skulle cykle på arbejde. Jeg flyttede derud to år inden jeg startede på universitetet. Ung og i tvivl, om hvilken retning mit liv burde have, fik jeg arbejde som stærk mand i et cirkus. Cirkus Skousen der solgte hårde hvidevarer, som jeg så skulle køre ud og installere for folk.

Særligt godt var det, når industrivaskemaskinen skulle installeres på et vaskeloft på sjette sal - men hvor hovedtrappen kun gik til femte. Så skulle de 130 kilogram lirkes op af en hønsestige. Når man havde set døden under 130 kilograms faldende industrivaskemaskine fra vakkelvorn hønsestige i øjnene, var det en fryd at komme hjem i hyblen på Karensvej.

Og hvilken hybel. Stor fem-værelses lejlighed med parketgulve og to badeværelser kunne de færreste i min omgangskreds matche. Jeg delte den med to gode gymnasievenner. Når man ser amerikanske sit-coms om gode venner i lejligheder, så kunne man ligeså godt have kigget ud til os. 

Mange fantastiske ting foregik i lejligheden i Gellerupparken, men lige nu tænker jeg på festerne. Når mine roomies holdt fester for deres studiekammerater fra matematik og fysik, endte festen altid i køkkenet. Det sker nok for mange, men her var festens absolutte midtpunkt...køleskabet. Det lukkede køleskab vel at mærke. Man kan nemlig ikke så godt battle på matematiske ligninger med sprittuch på køleskabslågen, hvis nogen hele tiden kommer og skal have noget derinde. Så drikkevarerne var altid placeret på altanen, så køleskabet var frit til dets egentlige formål. 

Endnu mere episk var gratis-Blå-Thor-festen. Folk taler stadigvæk om den. Ti kasser Blå Thor (verdens bedste øl) og en propfyldt lejlighed var opskriften på en fest af bibelske proportioner. Jeg har en fortid om korsanger i et kirkekor (Mere om det en anden gang). Mine venner fra kirkekoret var med til festen. De var i den grad med til festen. Da vores underbo, som faktisk var en utrolig flink muslimsk familiefar, helt rimeligt syntes at festen nok var lige støjende nok, og havde været oppe for anden gang, for at få os til at dæmpe os, besluttede kirkekorets herrestemmer, at det underboen klart havde brug for, var en firstemmig salme udsat for 6 nøgne mænd nede foran vores altaner. Det var han ikke udelt begejstret for, men til hans ros skal siges, at selv efter denne behandling hilste han stadigvæk venligt på os i opgangen, og da jeg endelig flyttede ud, hjalp hans søn med at bære en del af mit ragelse ned. Undskyld søde muslimske underbo i Gellerupparken. Det var ærlig talt ret provokerende gjort. Sådan at sende nøgne mænd ud at synge salmer for dig, mens jeg stod på altanen og grinede. Undskyld! Det var ikke i orden!

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.