Aug
08
2012

Christian Langballe om Pia K's exit

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 Pia K

Hold da op en medieomtale det har givet, at Pia Kjærsgaard stopper som formand for DF. Man skulle næsten tro, at hun var død. Det er hun heldigvis ikke. Hun har mange gode galdeudspyende år i sig endnu. Nej, vi har bestemt ikke hørt det sidste til Pia Kjærsgaard. 

Alligevel er der skam grund til at glæde sig. For med Pias exit fra frontlinjen kunne man jo håbe på, at folk vågnede op fra deres komatose døs og indså at "hov - hende den lille pageklippede bebrillede trold er sørme blevet afløst at en blond robot - lad mig stemme på nogle andre!" Kristian Thulesen-Dahl har bare ikke samme vælgertække som gode gamle Pia. Det kan da godt være, at han er superskarp analytiker, men når han ligner en blond robot fra fremtiden, så tror jeg at folketækken kommer til at mangle. Og det er vi da nogle, som er glade for.

En avis - jeg husker ikke hvilken - skrev, at DF skam var meget mere end Pia Kjærsgaard og at landsbytosserne ikke ville overtage partiet (igen?!?) Det kan godt være, men med ikke-landsbytossede tosser som Martin Henriksen, så tror jeg nu, det kommer ud på et. Han var jo ude med det formidable forslag, at nye asylcentre skulle til folkeafstemninger i de kommuner, de påtænkedes opført i. Se det er en tosset idé. Nu var forslaget jo nok clearet med toppen - sådan er det jo i Danmarks Autoritære Parti - men alligevel må man tage hatten af for et forslag, som i den grad ville spilde folks tid, skatteborgernes penge og ingen mening give overhovedet.

Man kunne jo med samme logik kræve folkeafstemninger, når der skulle opføres nye fængsler, institutioner for mentalt handikappede (sådan nogle vil DF's vælgere garanteret heller ikke have i baghaven), børnehaver (unger skriger jo uhæmmet meget - hvilket bestemt generer naboerne i kolonihaven), plejehjem (det er jo så ubehageligt at blive mindet om sin egen forgængelighed) og mange andre offentlige tiltag, som kunne genere nogen. Det er naturligvis ikke derfor Martin Henriksen fremsætter sin tossede idé. Det er det der med de der fremmede ikke. Det kan vi jo nok forstå.

Så hos mig hersker der ingen tvivl overhovedet. Vi skal nok i mange år fremover få en lind strøm af ubegribeligt fjollede forslag fra DF. Så slå koldt vand i blodet. De er måske blevet stækkede, men stadig kampdygtige. Og selvom Pia ikke længere er officielt ved roret, så skal hun nu nok give sit besyv med, når indvandrere og andet godtfolk skal jordes.

Christian Langballe

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdater

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.