Feb
03
2012

Christian Langballe om sixpacks og zombier

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

Example of_a_physically_fit_human_male_abdomen 

Jeg hader sixpacks. Altså ikke øl vel. Men mænd som i tide og utide skal flashe deres ribbede maveskind. Det stinker. "Du er bare misundelig, fordi du ikke har sixpack", vil nogle nok indvende. Øh jo, jeg har faktisk nøjagtig ligeså mange mavemuskler som dem. Forskellen er blot, at jeg har været fornuftig nok til at oplagre energi nok til at stå atomvinteren igennem, når den kommer.

Tag den I radmagre sataner! Og havde vi levet i 1600-tallet havde det været mig, som var den ultimative hardbody (softbody?), hvorimod de magre ville blive betragtet med mistro, fordi de sikkert blot var simple bønder, som ikke havde råd til at spise ordentligt og var tvunget til hårdt fysisk arbejde. Dem gad kvinderne bare ikke kigge efter. De var også solbrændte. Dengang det største bevis for at du var en ussel fattiglus, som skulle gå i marken dagen lang. 

Jeg har heller aldrig forstået, hvad der lige tiltrækker kvinder til sixpacks. Min abdomen er for eksempel dejlig blød at lægge sit hoved på, når man ser film i sofaen. Jeg forestiller mig, at hvile sit hoved på en sixpack er lidt som at lægge sig til at sove på på en pløjemark i frostvejr, måske minus kulden. Hård og knoldet. Det kan da umuligt være rart.

"Men hvis zombieapokalypsen indtræffer er det dem, der kan løbe hurtigst, som overlever," vil nogle måske indvende. Ja eller dem som kan svinge den største kølle, har hjerne til at regne ting ud og hele tiden er 5 træk foran zombierne. Man behøver ikke en veltrænet abdomen for at tæske zombier. Så der er sgu ikke dem, som kvinderne vender sig om efter på stranden, der klarer den. Tro mig, de bliver ædt først. Zombier er nemlig pisseligeglade med, hvor lækker du er. Så mens adoniserne lige stopper op ved genspejlingen i en butiksrude for at sikre sig at deres T-shirt er stram nok, og deres hår sidder perfekt, bliver de bare ædt. Mens zombierne mæsker sig i selvfede men flotte fyre, så slipper vi andre væk. Og de selvfede men flotte fyre er sgu ligeså grimme som de andre zombier, når de genopstår med en umættelig sult efter friske hjerner. Men who cares? Vi er jo over alle bjerge. 

Så næste gang du ser en lidt for trimmet, lidt for solbrændt fyr med en lidt for stram t-shirt på, så tænk på, at han er blandt de første som ryger, når zombieapokalypsen rammer. Tjek i øvrigt Amerikas Center for Disease Control - CDC's råd til, hvad man skal gøre for at forberede sig på zombieapokalypsen ved at klikke her

Jeg tror, at jeg i en senere artikel vil filosofere lidt mere over apokalypsens indre mekanik, så stay tuned.

Christian Langballe

Billedet er fra Wikipedia - for information om rettigheder klik her

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.