Jan
29
2012

Christian Langballe om denne blog

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 mig1

Forleden fortalte min hemmelige web-fe-gudfar, at jeg nu lå øverst i Googles søgehierarki med min blog. Faktisk lå jeg øverst på hele tre søgninger. Nemlig den åbenlyse "Christian Langballe", samt de noget mindre åbenlyse "Tartelet med baconsmag" og "Kål med baconsmag." Men hvorfor er det vigtigt at ligge øverst?

Jo ser du, hele baggrunden for mine udfoldelser på denne blog udspringer i det faktum, at Jesper Langballes usympatiske søn Christian Langballe blev valgt ind i folketinget ved sidste valg. Det var næsten mere, end jeg kunne bære. Nu havde jeg i 10 år levet med at skulle forklare mine slægtsrelationer til Jesper. Skulle jeg nu til at forklare, at det altså ikke var mig, som havde fjollede fremmedfjendske, kristenfanatiske holdninger? Det var rædselsfuldt at tænke på. Så jeg spurgte ud på Facebook, om der dog ikke var en nørd, som kunne sætte en simpel blog op til mig, så jeg kunne komme igang med at give min version af verden omkring os. Og allerede samme dag trådte min hemmelige web-fe-gudfar til og kastede sig med ildhu over opgaven. Dagen efter var christianlangballe.dk i luften, og verden så lidt lysere ud. Tak hemmelige web-fe-gudfar. Du ved, hvem du er. Målet har hele tiden været, at rangere højere en den Christian Langballe, som tilhører kraftens mørke side. Det ser nu ud til at være lykkedes. Derfor vil jeg lige benytte lejligheden til at takke de, som har delt mine indlæg på Facebook og andre steder. Det er jeres skyld, at uopmærksomme journalister nu risikerer at ramme min side, istedet for hans og bede om mine kommentarer til dette og hint. Jeg drømmer virkelig om en avisforside, som siger: "Christian Langballe støtter stormoské i Århus" eller "Christian Langballe vil give opholdstilladelse til asylbørnene" eller...you get the picture. Det kunne være så aldeles fantastisk morsomt. Så min mission er opfyldt. Hvad skal jeg nu lave? Bare rolig. Det er blevet nærmest terapeutisk at skrive indlæg herinde, så det har jeg bestemt tænkt mig at blive ved med. Nogle har spurgt mig, om jeg ikke har tænkt mig at gå ind i politik? Tanken har strejfet mig, men rent faktisk er det overraskende meget sjovere at stå herude på sidelinjen og kæfte op. Så stay tuned. Jeg er bestemt ikke færdig endnu.

Christian Langballe

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.