Jan
12
2012

Christian Langballe om fattige studerende

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 Vejgaard

Politikens mest debatterede debatindlæg nogensinde kom for nylig fra en 22 årig studerende, som gerne ville have lov til at kalde sig fattig. Sofie V. Jensen skrev et indlæg (som kan læses her), som fik over 1800 læsere på Politiken.dk til at fare til tastaturet. Langt de fleste er kritiske overfor hendes opfattelse af sig selv som fattig. Det fik mig til at tænke lidt. Det er der jo i og for sig mange ting, der gør, men alligevel. Jeg har været studerende af to omgange. I 1998 blev jeg optaget på Aalborg Seminarium, da jeg havde fået den vildfarelse, at jeg skulle være folkeskolelærer. Det er der ikke noget i vejen med at være, skal jeg nok lige slå fast. Jeg er fra en folkeskolelærerfamilie og har mange dejlige mennesker i min omgangskreds, som er folkeskolelærere. Det viste sig dog, trods min genetiske disposition for lærergerningen, ikke at være noget for mig. Det er der nok flere grunde til. En af dem var fattigdom. 

Jeg havde efter min studentereksamen og den obligatoriske omgang pædagogmedhjælper-beskæftigelse fået job som fast vikar på en privatskole i Randers. Det var uendeligt sjovere end at være i børnehaven. Jeg fik hurtigt ansvar og oplevede, at jeg rent faktisk var ret god til at undervise. Derfor virkede det oplagt at søge ind på læreruddannelsen. Aalborg lød fornuftigt for mig. Så jeg søgte og kom ind. Så langt, så godt. Jeg skulle jo også have et sted at bo. Løsningen blev et kælderværelse hos en familie i Vejgaard. Det var relativt billigt, og lå ikke langt fra seminariet. Det var rædselsfuldt. Konen blandede sig i alt. Alt. ALT! Hun havde bare ikke for fem flade ørers fingerspidsfornemmelse for noget. Hun kommenterede på min manglende oprydning - på mit eget værelse altså. Hun var aldeles nysgerrig på alle måder. På de værste måder. Nogle gange bankede hun ikke engang på, når hun kom ind på mit værelse. 

Men selv om jeg boede billigt, var jeg fattig. For jeg kunne sgu ikke finde noget studiejob i Aalborg. Min oplevelse af byen i nord var, at den var ualmindeligt indspist og at man ikke skulle stikke ret meget af fra normen for at blive betragtet med afgrundsdyb mistro. Så min flippede fremtoning blev selv af mine studiekammerater set an. Jo da, der var da flere, der mindede om mig, men de fleste var fra området og derfor dybt forankrede i den nordjyske muld. Det var ret svært at komme ind på livet af dem. Så efter et halvt år, var jeg godt træt af at være fattig, at læse på et studie, hvor jeg bestemt ikke følte, jeg hørte til. Dertil kom en praktik i Hjallerup, som jeg en anden gang må berette om, for det var på alle måder en surreel oplevelse.

Derfor vil jeg godt støtte Sofie V. Jensen (er hun mon i familie med Johannes?) Man kan godt være fattig som studerende. Man kan sagtens sejle afsted med røven i vandskorpen. Man kan sagtens opleve, at man på ingen måde kan leve op til alle de spændende ting, ens medstuderende laver. Man kan også handle (og her mener jeg ikke i Netto). Jeg valgte at droppe ud. Tage hjem til Randers og derefter tage job som hårde hvidevarechauffør i 2 år, for at få min prioriteter på plads. Og da jeg startede på universitetet var jeg ikke længere fattig. Jeg var havnet på den rette hylde. 

Så at være fattig studerende er efter min mening en legitim oplevelse. Man skal bare altid huske, at kimen til at forbedre sin situation, ligger hos en selv. Og nu må jeg hellere stoppe - jeg lyder jo nærmest som en liberalist. MERE SU TIL DE UNGE!!! NU!!! Ahh det føltes bedre.

Christian Langballe

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.