Dec
23
2011

Christian Langballe om Statsministerens nytårstale

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

Helle T

Hold da op det bliver spændende at høre, hvad Helle T har at sige nytårsdag. Selv om jeg er begejstret for vores nye regering, til trods for den mængde dårlig presse den har fået, så må man sige, at begyndelsen har været svær. Det er al begyndelse som bekendt. Men der er dælme ikke givet ved dørene denne gang. Selvom Lars Løkke egenhændigt fik sig sølet ind i Troels Lund Poulsens magtmisbrugssag, og i alle medier - selv de borgerlige - fik læsterlige tæsk, så vil et flertal af danskere stadig hellere have ham som statsminister end Helle T. For det første går det ganske enkelt over min forstand. Manden er jo 100% utroværdig. Er folk dumme eller hvad? På den anden side, så må det da gøre indtryk i de inderste cirkler i regeringen. Jeg gad godt være en flue på væggen, når Vestager, Søvndal og Thorning har møde. Jeg forestiller mig lidt, at Villy og Helle sidder med flakkende øjne og forsikrer hinanden om, at der jo stadigvæk er mere end 3½ år til næste valg. Masser af tid til at vende skuden. Imens sidder Vestager sikkert og forsøger at trøste dem, mens hun i sit stille sind tænker, at hvis de ikke snart får samling på stumperne, så peger De Radikale på en anden jernkvinde næste gang - nemlig hende selv. Indtil nu er det jo primært radikale krav, som er blevet virkeliggjort. Det brokker jeg mig på inden måde over. Men det duer sgu ikke, at regeringspartierne er nede at skrabe rundt på 83 mandater i meningsmålingerne. Helt ærligt? Kom nu ind i kampen ikke! 

Imidlertid så har Helle T en evne til at iføre sig et vindende smil og føre sig selvsikkert selv i modgangstider. Nu er der på det sidste blevet refereret til, hvordan Sarkozy skulle have forsøgt at patronisere Thorning, blot for at møde en fastholdelse af Danmarks standpunkt. Det kræver nu alligevel sin kvinde - særligt når man er ganske ny i faget - at stå fast overfor Frankrigs præsident. Han er så selvfølgelig ikke så frygtindgydende som andre store europæiske landes regeringsledere...men alligevel.

Derfor bliver hendes nytårstale spændende at høre. Hun gør sig jo ganske fortræffeligt på skærmen. Måske kan hun faktisk vende en stemning. Rigtigt mange vil jo høre med. Det er en god mulighed for at få sit budskab ud. Så på med arbejdstøjet Helle T. Skriv en tale som sparker bagdel. Der mangler lidt mere bagdelssparkning i dansk politik. Så plant stilletten i højrefløjens selvfede mås og se dig ikke tilbage.

Christian Langballe

Billede er et skærmdump fra Helle Thornings hjemmeside

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.