Dec
11
2011

Christian Langballe med en madanmeldelse

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 800px-CandleBurning2

Jeg har altid drømt om at anmelde ting. Jeg har jo en mening om mange ting - som læsere af denne blog måske har opdaget. Allerhelst ville jeg anmelde film. Tænk sig at få penge for at gå i biografen og se de nyeste film. Det må da være fantastisk. Jeg gad også godt være madanmelder. Adam Price var jo - udover at være forfatteren bag Borgen og enhver mands yndlings tv-kok sammen med sin bror - Politikens madanmelder i mange år. Madanmeldelser er jo en særlig genre. En vis portion perfiditet lader til at være nødvendig, næsten uanset hvor god oplevelsen har været. 

I torsdags var jeg til vores efterhånden traditionelle mandejulefrokost med mit arbejde. I mange år har vi troligt draget til den legendariske Hvidsten Kro, for der at indtage en klassisk julefrokostmenu. Serviceniveauet har alle år ladet meget tilbage at ønske, og maden var på mange måder for dyr og for ringe. Ingen flæskeæggekage kan løfte niveauet til det prisleje kroen krævede. Derfor havde vi i år besluttet at henlægge julefrokosten til det efterhånden (i Randers i hvert fald) berømmede Stephansen Hotel og Restaurant i Randers Centrum. En lille hyggelig oase i et charmerende kvarter lige neden for arresthuset. 

Efter bænkning ved tre langborde, blev forretten serveret. På forhånd havde køkkenet udbedt sig information om folks præferencer mellem to forretter, to hovedretter og to desserter. Undertegnede havde valgt anderillette m. ristede pistacienødder, clementin/tranebærkompot, kapersfrugter & chiliolie. Et på papiret interessant valg, som kunne have været himmelsk, men desværre i Stephansens koks udgave var en tam omgang. Anderilletten var nærmest smagløs og spillede på ingen måde sammen med det øvrige tilbehør. Det var bestemt ikke uspiseligt, men bare kedeligt. 

Derfor satte jeg min lid til hoveretten, som lød dristig - på papiret. Sprød ribbenssteg & grillet kalkunbryst på bund af rødkål og abrikoser, hertil tartelet m. stuvet kål,brunet kartoffel m. bacon & brun sauce tilsmagt med timian og whisky. En interessant sammenblanding i mine øjne - sådan gris og fjerkræ - men igen ramte manglen på smagsinspiration retten. Grisen var såmænd sprød, men bestemt på den tørre side og kalkunen kunne næste falde fra hinanden af tørhed. Ikke ligefrem opmuntrende. Saucen, som jo både skulle smage af timian og whiskey, kunne muligvis have reddet dagen, men da den hverken smagte af timian eller whiskey, tjente den kun det formål at få det tørre overstegte kød til at glide ned. Tarteletten med kål og den brunede kartoffel med bacon, som i denne inkarnation var stivnet skiveskåret kartoffelmos uden baconsmag gik an, uden på nogen måde at prange. Til gengæld var præsentationen upåklagelig, så man næsten fik indtrykket af, at kokken havde brugt mere tid på anretning end på kogekunsten.

Aftenens bedste indslag var ostetallerkenen, som bød på ostekage og rosiner. Brie vendt i ristede hasselnødder & bagte figner i honning. Rørt blåskimmelost m. portvin & vindruer og kardemommebrød. Det hang glimrende sammen og kardemommebrødet gav en dejlig julet stemning under indtagelsen.

Nu kan man selvfølgelig spørge sig selv om, hvad fanden forstand jeg har på den finere kogekunst? Og svaret er, at jeg er en lallende jubelentusiast. Jeg har set alt for mange madprogrammer og har derigennem udviklet en sikkert helt urimelig skepsis for restaurationsbranchen. På den anden side, så forventer jeg sgu, at det jeg betaler knap 4oo kroner for, er bedre end det, jeg kan lave derhjemme. Når man så ligefrem spiser på det, som skulle være et af de bedre steder i Randers, så fylder skuffelsen altså en del. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Stephansens Hotel og Restaurant kan præstere god, velsmagende og interessant mad. Jeg synes bare ikke det skete forleden.

Tre miniature jyske hingste til dem ud af seks mulige. 

Christian Langballe

Information om billede klik her
 

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.