Dec
01
2011

Christian Langballe om folkekirken

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 861px-Aarhus Domkirke_set_fra_sydost

Det kan nok ikke komme bag på nogen, at jeg er hedning om en kant. I hvert fald ikke nogen, som følger med her på siden. Nu er jeg jo ikke fuldstændig ufølsom overfor kirkens trængsler. Det bliver nok ikke nemmere at holde ideen ajour, når den jo ikke ligefrem bliver yngre med tiden. Jeg hørte i dag i radioen en snak om, hvorvidt folk følte, at de fik nok for deres kirkeskat. Om det var ok, at hovedparten af pengene gik til præstelønninger og vedligeholdelse af kirkebygninger? Om der ikke burde bruges flere midler på at gøre selve grundydelsen i kirken mere vedkommende for folk, så de ville få mere lyst til at bruge den og ikke shoppe rundt efter andre spirituelle kicks, som kunne virke mere tillokkende. Det er da et rigtigt godt spørgsmål. Når nu folk i hobetal bekender sig til alskens alternative forklaringer på livets store mysterier, selv om de "officielt" er kristne, er da problematisk for den gamle institution. Problemet (for kirken) er nok bare, at det bliver ret svært at vende skuden. Det tager som bekendt en rum tid, at vende en supertanker. Og vi taler jo alle tiders store supertanker her. 

Man kan jo lege lidt med tanken om, hvad der kunne få folk til at vende tilbage til kirken. Ud over de indlysende årsager, som for eksempel at en tekst forfattet af seksualfrustrerede gedehyrder for 3500 år siden skulle have nogen absolut betydning for moderne mennesker, eller at videnskaben sådan set har fremragende forklaringer på det, der engang var kirkens gebet, er kirkens problem nok af en mere jordnær karakter. Som tidligere nævnt her på siden, så har jeg en fortid som kirkekorist. Jeg har altså en ganske indgående indsigt i kirkens dagligdag. Selvom koristtjansen var fornøjelig, så var gudstjenesten ikke ligefrem en eksplosion af fornøjelse. Nogle vil måske endda kalde en gudstjeneste for...kedelig? Hvad mangler der? Hvad får eksempelvis amerikanere til at fylde kirkerne hver evig eneste søndag? Er det en karismatisk præst, som afholder det ugentlige show? Er det gospel? Faktisk ser jeg danskernes mangel på interesse for kirkegang som et sundhedstegn. Det er jo ingen hemmelighed, at foruroligende mange amerikanere mener, at Darwin var en svindler, at verden blev skabt af Gud og at jorden er flad - det kan enhver idiot da se. Så når danskerne ikke gider gå i kirke, så mener jeg at det bestemt skal understøttes. For eksempel ved at nedlægge kirken som statsinstitution. Jeg har faktisk ret svært ved at se pointen med, at en stat skal autorisere en bestemt religion. Argumentet med tradition og kultur giver jeg ikke meget for. Det er de reaktionæres argument.

Jeg blander mig ikke i folks religiøse overbevisning. De må gerne være religiøse for min skyld. Jeg kender ganske mange aldeles fabelagtige folk, som bekender sig til både den ene og den anden religion. At være religiøs gør bestemt ikke nogen til et dårligt menneske. Jeg synes bare, at staten skal blande sig uden om.

Og så lige en lille betragtning som en af mine skønne kolleger kom med efter de sidste folketingsvalg. "Hvis Gud er så almægtig, hvorfor kunne han så ikke skaffe Kristendemokraterne 2%, når nu Djævelen kunne skaffe Dansk Folkeparti 12,3?"

Christian Langballe

 

Billedet er hentet fra Wikipedia - for information om rettigheder klik her

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.