Dec
01
2011

Christian Langballe om min tandlæge

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 800px-Dentist.2

Jeg er overhovedet ikke bange for tandlæger. Faktisk kender jeg et par stykker af slagsen, som er helt fantastiske mennesker. Tag nu for eksempel min egen tandlæge. Han smiler, fra jeg kommer til jeg går. Han smiler selv, når han fortæller, at nu kommer det måske til at gøre lidt ondt - men at det selvfølgelig er i bagatel-afdelingen. Det er så der, hvor man skal gribe fat i armlænet, for nu kommer smerten!!! En af de fedeste ting ved tandlægebesøg er lattergas. Jeg har forstået, at mange tandlæger er begyndt at udfase dette vidunderlige stof. Det forstår jeg ganske enkelt ikke. Lattergas er det fedeste statssanktionerede trip. Selvfølgelig er det ærgerligt, at lattergastrips altid er forbundet med smerte - men indtil boret kommer, er det mega-groovy, knæhøj karse, bred ymer... Simon Spies havde jo faktisk planer om at bygge en svimmingpool i sin Villa Fjolle, hvor der skulle boble lattergas ud i vandet. Det kunne have været så fantastisk. Potentielt livsfarligt men ikke desto mindre fantastisk.

Det er også under tandlægebesøg, at man får tid og lejlighed til at se tingene fra lidt et andet perspektiv. For eksempel kan man jo nærmest blive helt paralyseret af pludselig at betragte et fremmed menneskes næsebor nedefra i detaljer. Ganske forunderlig oplevelse synes jeg.

I dag var jeg til tandlæge og bevidnede et fantastisk passivt/aggressivt skænderi mellem tandlægen og hans klinikassistent. Jeg skulle have lavet en lille hurtig fyldning i en kindtand og tandlægen var færdig med at bore og skulle til at fylde op igen. Så kom følgende samtale - hvor man skal huske på, at alt blev sagt med smil i stemmen og en blid og overbærende intonation.

Tandlæge:" Det var godt nok en stor dråbe, du kom på der!"

Assistent:" Ja, den passer lige til en kindtand..."

Tandlæge: " Ha ha, ja ja, den kunne fylde en dobbelt så stor udboring, som den jeg har lavet. Ha ha..."

Assistent: "...vil du hellere selv...?"

Tandlæge:" Ha ha, nej nej nej, det er helt fint ha ha".

Assistent:" ...den er også lidt svær at styre...."

Tandlæge:" Ja viskositeten gør at den flyder lidt trægt..ha ha..."

Så vendte opmærksomheden tilbage til mig. Jeg var ret forundret. For selv om alt blev sagt med smil, så var den underlæggende besked til assistenten: "Næste gang moster, så skal den dråbe være halvt så stor! Comprende???" Det var mageløst. Det var et fremragende eksempel på, at skønheden ligger i detaljen. Det kan man lære meget af.

 Christian Langballe

Billedet er hentet fra Wikipedia - for rettigheder klik her

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.