Nov
29
2011

Christian Langballe om spindoktorer

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

 411px-zlem Sara_Cekic_valby_kulturdage_2011

Jeg vil gerne tilbyde mig selv som presserådgiver for Özlem Cekic. Hun har vist hårdt brug for det. Hendes pressehåndtering kan kun blive bedre. Hun havde en klokkeklar mulighed for at tvære Joachim B. Olsen ud med et besøg hos en fattig dansk familie. Hvor svært kan det være at opdrive sådan en? Joachim har jo i lang tid hængt i tovene i den sag. Han ville jo helst ikke ud at besøge nogle fattige. Det kunne jo smitte. Hvordan Cekic så formår, at score et så eklatant selvmål er mig komplet uforståeligt. Har de da ikke folk ansat, som kan tjekke facts? Har hun ikke en sekretær, som lige kan krydstjekke den fattiges oplysninger og sikre sig, at hun rent faktisk er fattig? Vor Herre til hest. Jeg er simpelt hen skuffet over, at Joachim får så billige point foræret. Det svarer til, at de andre kuglestødere skulle smide med almindelige kugler og han fik stukket en grapefrugt i hånden. Det ville jo være barnemad at vinde i den situation. Özlem Cekic havde en god sag. Hun skulle bare finde nogle folk, som var fattige. Man kunne tilføje, at for en anden gangs skyld er det formålstjenligt at sikre sig, at de fattige hverken ryger eller har hund. Det er nemlig lidt svært at sælge den historie til de borgerlige. De vil jo bare sige: "skyd hunden og kvit smøgerne!" Det kan da godt være, at hunden gør den fattige kvinde tryg og smøgerne dulmer nerverne, men så burde Özlem have fundet en anden fattig at vise Joachim. En fattig som så fattig ud. Måske med nogle huller på knæene og uvasket hår og en snottet unge hængende i skørterne. Det virkede i 1800-tallets kunst. Så virker det nok også idag. Der må altså være nogle fattige, som hverken ryger eller har hund og ser lidt fattige ud. Hvis jeg nu var presserådgiver for Özlem ville jeg nok lige have sonderet terrænet først. Tjekket budgettet og besøgt den fattige for lige at tjekke, at en evt fladskærm og X-box var gemt væk inden Joachim kom. Det handler jo om signaler det her.

Jeg så engang et indslag om fattige i Danmark i en nyhedsudsendelse og der slog det mig, at den enlige mor og hendes to teenagebørn igennem hele indslaget, uanset hvor de befandt sig, havde en cigaret i munden. Der tænkte jeg - og jeg skammer mig jo nok lidt over det - at hvis de kvittede de smøger, så ville de have råd til noget mere mad og flere biografbesøg, hvilket var vinklen på historien. Jeg skal jo ikke dømme folk, som er fattige og som ryger. Det er kræver jo ressourcer at stoppe med at ryge. Fattige mennesker er vel nærmest pr. definition ressourcesvage. Derfor ville det have været bedre for Özlems sag, hvis hun havde haft nogen til at tænke de tanker på forhånd. Så Özlem, hvis du læser dette her (hvilket nok er et forfængeligt håb), så ring næste gang, så vi lige kan få ryddet de værste fadæser af vejen på forhånd. Vi skulle jo gerne have ham Joachim ned med nakken. 

Nu kunne man måske få det indtryk, at jeg gør grin med fattige her. Det er på ingen måde tilfældet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at fattigdom er et reelt problem i Danmark. Når jeg beskriver hvilken type fattigdom Özlem burde have vist, så handler det om, at det er hvad folk ville kunne forstå. I politik handler det om at servere sit budskab, så det ikke kan misforstås. Selv ikke af tidligere kuglestødere.

Christian Langballe

Billedet er hentet fra Wikipedia - for information om rettigheder klik her

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.