Nov
23
2011

Christian Langballe om de fede landmus

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

 

Apodemus.flavicollis 

Jeg har ikke rotter på loftet, men nogle gange skulle man sgu tro det. Jeg har de fedeste landmus i verden trampende rundt på loftet og lige nu under køkkenskabene. Da vi første gang indså, at loftet var hjemsted for mus, tog jeg straks ud og bad om den bedste musefælde i XL-byg. Jow jow, de havde da denne her supereffektive plastikfælde, som var utroligt nem at spænde, og efterfølgende tømme. Hvad jeg ikke vidste var, at de fede landmus da ikke ligefrem omkom ved mødet med superplastikfælden. De fik et ufrivilligt hovedornament, hvilket de forståeligt nok gjorde alt for at få af igen. Med så meget rabalder til følge, at jeg den første nat var alvorligt bange for, at det var en rotte jeg havde fanget. Så bevæbnet med en stegepande, en lommelygte og et gammelt håndklæde parat til at smide over rotten og derefter gokke den en på lampen med stegepanden, kravlede jeg op for at konfrontere kræet. Min lettelse var naturligvis stor, da jeg kunne se, at det trods krabatens størrelse dog ikke var en rotte, men i stedet en fed landmus. Den kastede sig rundt med musefælden om hovedet og lavede et farligt spektakel. Det var naturligvis synd for musen, så jeg tog den med ud og gav den et dask med bagsiden af øksen. Den klarede det, fælden ikke formåede. Nu var gode dyr jo rådne. Hvad skulle jeg gøre, med en superplastikmusefælde, som ikke gjorde det af med kræet. Jeg måtte indlede et våbenkapløb.

Godt hjemkommet fra Bauhaus med en Big Cat rottefælde, var jeg klar til at gøre det af med de fede landmus. Big Cat er en drabeligt udseende fælde med store grønne plastictænder, som enhver mus burde krepere imellem, når den smækker. Den blev sat op og i løbet af natten lød det karakteristiske KLAP(FRA HELVEDE). Næste morgen kravlede jeg op på loftet, sikker i min sag, for at hente fælden. Men til min store overraskelse, var der ingen mus i fælden. Det vil sige, at der faktisk var en mus inde i fælden. En levende spidsmus inde bag de store grønne hugtænder. Så havde den eneste spidsmus i huset naturligvis fået storhedsvanvid, og havde bestemt sig for, at sådan en rottefælde skulle fandme ikke afskrække den. Så da tænderne var klappet sammen om kræet, havde den da bare mæsket sig med lokkemaden og bagefter forsøgt at gnave sig ud gennem plastikken. 

Så lige nu er stillingen faktisk uafgjort. Jeg får ram på nogle mus med den gamle fælde. Mus som efterfølgende skal have et dask med øksen, og rottefælden mangler stadig at vise sit værd og leve op til sit navn "Big Cat". 

Christian Langballe

Bliv involveret...

Er du enig med de synspunkter, som kommer til udtryk på denne side, og kunne du tænke dig at give dine holdninger til kende, så kontakt mig. Indlæg, der ligger i tråd med mine modtages gerne.

Hvem er jeg?

Jeg er 35 år gammel. Cand.Mag i kunsthistorie, mediefag og dansk. Gymnasielærer i Randers. Far til to. Multikunstner og glødende humanist.